Nivaagaards Park

Se en kronologisk kollage, der fortæller om Nivaagaards Park fra året 1901 til nu. I en lyrisk tone hører vi om slægten Hage, botanik, og kunstneriske visioner. Om et stykke kulturarv, der er organisk og aldrig stopper med at forandre sig.

En film af Mette Mærsk (VISUAL VVORK filmproduktion )

Medvirkende: Jørgen Hage, Svend Hansen , Michael Bjørn Nellemann, Knud Høgsberg, Mikael Simpson, Frithjof Toksvig & Jørgen Leth m.fl. FYLD Varighed: 22:23

Historisk baggrund

Nivaagaards Park blev skabt i starten af 1900-tallet af landskabsgartneren Fritz Edvard Glæsel (1858-1915) på foranledning af godsejer Johannes Hage. Stilen er engelsk, skabt i løbet af det 18. århundredes første halvdel og med det åbne engelske landskab som inspiration.

Glæsel var næsten enevældig udøvende landskabsgartner omkring århundredeskiftet, og der tales ligefrem om “Glæseltiden” som en epoke indenfor dansk havekunst. Glæsel har udformet adskillige kirkegårde, rådhushaven og mange herregårdshaver – herunder bl.a. Liselund, Vallø, Gl. Køgegård og Borreby.

I 1901 lavede Edvard Glæsels denne muntre skitse over parken (KVL's arkiv)

Parkens forfald og rekonstruktion

I perioden fra omkring 1960 til starten af 1980’erne var parken af økonomiske grunde overladt til naturens egne præmisser, og følgen blev skovspring i betydeligt omfang, og undergang for størstedelen af den oprindelige bevoksning. I starten af 1980’erne var kun reminiscensen af det oprindelige anlæg tilbage.

I 1984 donerede Christian og Anne Louise Hage et større beløb til Den Hageske Stiftelse med klausul om, at pengene benyttes som hjælp til parkens pasning og vedligeholdelse. Samtidig påbegyndte Christian Hage egenhændigt en rekonstruktion af den centrale del af parken på grundlag af Glæsels tegninger og optegnelser. I den periode udplantedes en stort antal rhododendron, som i dag er vokset godt til.

I 2007 besluttede Fondens bestyrelse at påbegynde den sidste større anlægsfase af rekonstruktionen. Det drejede sig om det sydligste let kuperede område at den oprindelige park, hvor der blandet andet findes en gammel kunstigt anlagt sø.

I området er nu udplantet hen ved 4.000 nye rododendron af mange forskellige sorter. For dette meget vellykkede projekt stod planteskoleejer Svend Hansen, Kærnehuset i Danstrup, der også har forestået haveanlæg i blandt andet Tivoli i København og på Sofiero i Sverige.

Som en særlig gestus skænkede Svend Hansen et stort antal helt unikke rododendron til Nivaagaards Park, der i dag har en artsrigdom, som næppe ses lige i Danmark.

Vue over parkens sydlige område kort efter rekonstruktionen i 2007.

Besøg Nivaagaards Park

Fondens bestyrelsen har valgt at lade parken være åben for offentligheden i dagtimerne. Adgangen er gratis og sker fra parkeringspladsen ved Nivaagaards Malerisamling, Gl. Strandvej 2, 2990 Nivå. Færdsel må ske til fods ad de anlagte stier og plæner.

Der kan i blomstringssæsonen arrangeres guidede rundvisninger ved henvendelse til Nivaagaards Malerisamling på tlf. 4914 1017 eller mail info@nivaagaard.dk.

 Vue over parkens sydlige område, maj 2023.